Indlægget her er en blanding af en boganmeldelse og et tankestrejf om moderne vinproduktion og markedsstyring. For nyligt læste jeg Alice Feiring’s (AF) ”The battle for wine and love or how I saved the world from Parkerization”.Bogen er en kærlighedserklæring til verdens ”gamle” vine og en udbasuneret krigserklæring til Robert Parker (RP), som i AF’s optik er den største trussel mod de gamle vindyder, der med sin massive indflydelse hærger verdens vinmarker med en ødelæggelse som vinlusen for 140år siden. Så er det sat på plads.
Bogens præmis er, at RP’s verdensomspændende enevælde skaber en homogenisering af klodens vine, som (ifølge AF) udskygger de personlige egnsudtryk med det traditionelle, kantede, rustikke og uslebne.
Bogen indeholder desværre en hel del trivielle passager om hendes eget rodet kærlighedsliv som er temmelig uvæsentligt, og jeg antager AF blander sit eget privatliv ind i fortællingen for at gøre hendes mission endnu mere personligt (et slags greb på bogen). Jeg vil ikke bruge spalteplads på det område men i stedet rette fokus på et par nedslagspunkter i bogen som er værd at spekulere lidt over.
Pimp my wine
I de første kapitler gøres der rede for, at der i dag foregår en hel del fishy-bussiness i ønologens baglokale, som forbrugeren, desværre, får uendeligt lidt information om. Som AF påpeger kan vinfremstilling, lidt kategorisk, gøres på to måder:
Første scenarie: Denne vin er fremstillet v.h.a. ”tilpasset alkoholprocent ved reverse osmose og afrundet med mikroiltning”. ”Ingredienser: Vand, alkohol, druer, kastanjetannin, eg-ekstrakt, ege støv, genmodificeret gær, urea, enzymer, druemost, tartaric acid (red: vinsyre), bentonite (red: bundfælder) og velcorin (red: mikroorganisme antagonist) og sulfitter”.
Det andet og mere autentiske scenarie kunne læse: ”Druer tilsat minimum af sulfitter (100 ppm eller lavere)”.
Det er indlysende at enhver snak om terroir i det første scenarie forekommer abstrakt her. Da jeg læste passagerne fik det mig til at tænke på mit møde med Eben Sadie (Sydafrikansk ønolog), som ”....At lave en 100 point vin er ikke svært - det er jeg uddannet til. Det svære er at afspejle et genkendeligt terroir”.
Det leder til en tanke om der eksisterer en konflikt mellem det traditionelle og regionale produkt som genspejler området og den moderne teknik?
Skulle verdens vine udtrykke sig som vort sprog, mener AF at mange gamle stolte vinregioner er ved at tabe deres accent i moderne teknologi og hast for at møde kriteriernes opmærksomhed.
Oplyst enevælde..
Det er, måske, for de fleste oplyste vinkendere ikke nogen overraskende nyhed at videnskaben er rykket ind ønologens baglokaler for pimpe vinen op. Enten for at få den til at udtrykke sig – eller for at skære et hjørne og ramme anerkendte kritikeres smag.
I sidste tilfælde synes vinmarkedet netop at være underkastet vinkritikernes enevælder. Og det er jo besnærende at spørge sig selv, hvor ofte man selv har ladet vinkritikernes pointsystem været det styrende argument forud for et køb. Hvis man udelukkende køber efter tilbud som ”RP90..+”, ja så har AF en pointe.
I skyggen af kritikernes blade
Men vores eget danske vinmarked har naturligvis også sine flaskehalse, idet at man skal lede længe efter de autentiske vine. Disse vine synes at leve et liv i skyggesiden af pointsystemer og moderne markedsføring, og sælger kun i små mængder til en lille målgruppe. Og det er en skam!
I de sidste kapitler beskriver AF sine memorable ekspeditioner til de Europæriske vinregioner, hun stadig mener holder traditionerne i hævd og dermed har noget at byde på (men som sjældent ses på hylderne). Her kommer man bl.a. til de bedste huse i Rioja, hvor hun opsøger den hvide Rioja (produceret på bl.a. Malvasia) men også afstikkere til Champagne, Piemonte, Bourgogne og naturligvis Loire. Alle får et kapitel hver.
Til sidst tilbage til bogen. Er den værd at læse? Tja det er en feministisk ”Sideways”, og for den nysgerrige vinentusiast finder man hist og her oplysninger på spændende autentiske vine, producenter og anektdoter som ikke står i ethvert typisk vinopslag m.m. Den beretter nostalgisk om slagsiden af den modernistiske vinproduktion, der har sat de gamle dyder på porten, og med ny teknologi og ”100points-konsulenter”, får vingården til at køre rundt.
Fremtidens vinhylder
Personligt synes jeg at der er lys forude, og der i dag blæser nye vinde over markedet. Med bl.a. festivalen La Renaissance des Appellations – Return to Terroir, ført an ildsjælen Nicolas Joly, bliver de gamle dyder støvet af. Nye (biodynamiske) vingårde dukker op overalt som producerer vin på gamle druer og dyder. De synes ikke alle at opsøge vinkritikernes spalteplads med samme iver som mange moderne producenter. Desværre fylder de endnu ikke meget på de danske hylder, men overlever de, bliver der plads til den bredde og variation som AF savner så meget.
Udover det vokser nye kommunikationsformer med blogs som winebook hvor forbrugerne kan tage bladet fra munden, tale 1-1 med egne erfaringer udenom annoncepolitik eller kritikere.
Jeg fristes her til slut og spørger ud i plenum, hvad I mener om den moderne markedsstyring. Er den ensrettende eller tillader den diversitet?
- Drud
Easter will be spent in Lisbon, and so my next's post will center on portuguese wines. Already now I have a little wish list in my head including Pedra Basta from Quinta do Centro (by Richard Mayson), "Lokal" (from F. Pato), Vinhao from Minho and other wines which I havent got around to taste before. So, I guess one of my first stops will be in the little cosy shop, Coisas do vinho and Arcos in Belem - for new bottles. Off to the airport tomorrow at 14. Happy Easter, Anders
