Monday, November 5, 2012

Tannat - en ukendt drue i et spændende felt


Det handler selvfølgelig om at overraske og overgå hinanden når man mødes til blindsmagning. Og der er to måder man kan at gøre det på. Enten tømmer man tegnebogen og medbringer en flaske top-notch druemost eller også tager man røven på de andre med en flaske vin fra klodens små afkroge.

Fredag aften havde det hele.

Vi lagde godt (bedst) ud med en pinot fra det klassiske bougogne og kom så løb så ind i en flaske tannat – som var fuldstændig ukendt, som bordvin. Sættet blev afsluttet i Chateuneuf de Pape. De fleste skal nok en tur rundt om internettet for at finde nogle facts på Tannat. Tannat bruges til bl.a. produktion af armagnac men dyrkes også til bordvin. Som andre inferiøre europæriske druer, som har fået nyt hjem i Sydamerika (Chile- caramere, Argentina-malbec) regnes tannat for i dag for Uruguays hof-drue.  Her er feltet og karaktererne. En 4. vin fra Napa kom på bordet efter notesbogen røg i tasken. 



Pommard 2004 La Chanière
Bouquet: Mørkt krisebær, våd salat, kål, nåletræ samt et grønt element (mint).
Smagen er fin i balance og der anes måske lidt ”kold the” på bagkanten.
Denne vin kunne bruges terrassen eller til cocktail fest. Det var en elegant og kølig ’pinot’, uden hensyn til moderne smag og design. Stilen var ren, rank og mineralsk. 93P, indkøbt i System-bolaget (pris idag for ny årgang - 299sek).

Chateau Aydie 2007
Vinen skulle lige åbne lidt op. Første indtrykkene gav ikke billedet af vinens potentiale. Bouqueten var med noter af brun farin, blyant, medicinskab, sur kælder og stenfrugt. Smagen var fortættet og rig på garvesyre. Den kræver et solidt måltid. 88P 185 dkk 

Chateu Pegau 2008 reserve
Vinen var en af Bizon-klubbens bedre indkøb og fra Chateuneuff de Pape. 2008 går for at være en lidt svag årgang, og var formentligt også årsag til at Bizon fik flaskerne for 200 kroner stykket. Det er i øvrigt (måske) den første vin fra Pape vi har haft på bloggen.
Bouquet havde noter af Blod, jod, våd salat, kælder, kanel, ost, iskaffe, toffee.  I smagen var der rosin, jern, harapiks, og brombær. Vinen er rank og stram og rummer også en kølighed. 91-92P

Snowden 2009
Bouquet af brombær, vanilje, eg, neskvik (kakao). Blev ikke bedømt. 

Saturday, July 21, 2012

Et spændende felt

Bloggen kan denne gang præsentere et spændende felt af vine. Der har været lidt sommerstille, men sidste weekend kom der 3 vine på bordet med nye typer aldrig skrevet om før her. Vi kom både til Østrig og smagte på Traminer, som menes at være allevines-stamfader (genetisk set), afprøvet den hvide lille-bror til Matassa Rouge som tog os med storm sidste gang, og endelig smagt en herlig Pinot Nero (Pinot noir) fra Nord-italien. Her er noterne, priserne, og karakterne (og forresten næste gang blir naturligvis endnu mere spændende).
Aftenens 3 vine.

Scheibelhofer 2006
Farve stærk gul.
Bouquet: modne pærer, pærelikør, rosevand, parfume, og en note af dild.
Smagen er ganske krydret, tæt, sødlig med et krydret efterstref. Strukturen i vinen er lidt flad. Det er en vin som stiller krav til hvordan man drikker den, men bestemt med karakter. Pointene faldt  derfor noget forskelligt ud i panelet. indkøbt hos Vinotec Marquart 208dkk/fl. 85/90/90 P

Matassa blanc
Farve: Uklar og lidt tåget.
Bouquet med animalske noter, galia-melon, gær, syrlig, kælder, engelsk lakrids. Smagen har noter af mandarin, harpiks, snert af retsina). Den perler på tungen, og holder en god mineralitet.
Indkøbt hos Mandsted vine for 159 dkk. 88P

Isimbarda 2005
Farve rubin-rød.
Bouquet: kirsebær, chokolade og karamel. Det er pinot noir på en finurlig god måde. Det er lidt amerikaner over den dog uden sødmen, og det klær den. Spændende indslag.  Indkøbt hos Terroiristen 170dkk. 89/90P

Tuesday, May 29, 2012

Smagen af det vilde, våde, salte, dyb


Rejsen over atlanterhavet og hjem igen

Hvad er det man leder efter i vin?  For mig er det karakter. Det er ikke de pæne næser, men istedet træk som fanger mig der hvor jeg ikke glemme det. 
På en herlig pinseaftens smagning står en flaske frem, med hele pivtøjet. Med al risiko for at  her at udtrykke mig chauvinistisk, så er det en rigtig kantet herrevin. Mere om det nedenfor, men programmet var Frankrig-USA-Frankrig. Rejsen over atlanten gik igennem Chablis, for derefter at midt i en af Californiens søde Pinoter, som nok bedst beskrives som en ’PN med læderindtræk’. Der er ingen tvivl om at disse californiske vine er lavet godt, men for mig udvisker 'læderindtrækket' snitfladerne til verdens mange vine. Pinot smager her bl.a. solet og sødligt med et streg af fad og vanilie. Det er jo personlig sag, men jeg er til det kantede, og der findes nok ikke større kontrast end vinen fra Sydfrankrig. Her er noterne, priserne og bedømmelsen.

Chablis Premier Cru Mont Mains 2008
Bouquet: citrus, smør på toppen. Lidt lukket i starten. Smagen har friske grønne æble med sød finish af nødder/mandel. Finsk lakrids på efternoten.
250 dk Brdr. D. 88-90P

De Loach Pinot Noir 2007 O-F-S (Our finest selection)
Bq: jordbær, læder, cedertræ, nåletræ/harpiks og grøn peber.
Smagen er utrolig rundet, ret lig smagen af ’blomme i madeira’. 90P CPHwine 245dkk

Matassa Rouge 2009
Bouquet: Næsten pervers næse af massiv frugt, sødlig animalsk, dynd, sød note af lavendel og spildolie.  
Vinens bouquet er som et pindsvin udadtil. Indadtil med lækker blød smag på midten, og tør eftersmag af jordbær. 
Det er en udpræget jord-til-mund vin, og her kan der roligt tilføjes ’something you never tried before.’ Her er der intet pleasing ribena og vanilie, men i stedet en autentisk vin skabt sammen med den mikroflora som lever på Carrignan druerne i Roussilion. Factsheet kan hentes her, og vinen blev indkøbt i Mandsted vine.  249dkk. 92P

Sunday, May 13, 2012

Bernardo Sassetti 1970-2012

Torsdag den 10 maj omkom Portugals største jazzpianist i nyere tid, Bernardo Sassetti, 41, ved en ulykke nord for Lissabon. Han nåede at spille en koncert på Jazzhouse i København. Hans musik har fyldt meget på mine turer til Portugal. Kort før hans alt for tidlige død, optog han en række videoer med hans største kompositioner. Alle videoer er frit tilgængelige på Facebook.

Friday, May 4, 2012

En dansende elefant

Vina Alicia - en dansende elefant fra Argentina
Argentina har mange ting som jeg beundrer. Forfattere som Luis Borges, Julio Cortazar, komponister som Astor Piazolla, Tango, og en storslået natur. Listen er lang, men jeg har lige tilført en linie mere : Vina Alicia Morena 2007. Et detajleret blad om vinens teknika kan hentes her.

Vinen er den første vin jeg har smagt fra Vin-klubben Bizon, og den skuffer bestemt ikke! Man skal naturligvis være med på præmissen om at her får man et glas oversøisk fuldblodsrødvin med tyngde. Men vinen er på ingen måde bombastisk eller tarvelig - der er raffinement på denne skønne latina.

Det er en elefant som danser. - 91 point fik den i godt selskab.

Sunday, March 25, 2012

Vin på Afrikaans

Igår så jeg en semi-interessant dokumentarfilm på DR2 om vinproduktion i Sydafrika. Du kan se den her
DR2's serie om vin i sydafrika 
Her kom man tæt på de vilkår som man som producent - incognito - står overfor. Situationen er den, at der produceres for meget vin. Så det er som klodernes kamp om at få sin egen produktion ind på supermarkedets hylder (i Europa) og dermed sikre sin eksistens.

Jeg ved ikke hvad det med sydafrika og mig. På den ene side læser jeg, at her har gamle europæriske sorter vokset i den røde afrikanske muld i hundredevis af år, og på den anden side går jeg altid en kæmpe bue udenom den marmelade søde sirupvine jeg efterhånden så ofte har smagt fra derfra. Jeg har også  endnu tilgode at blive fortryllet af pinotage. Sat lidt på spidsen, er det også synd, at hver gang nogen siger 'sydafrika' – så blinker min øjne små-skræmt og foran mig ser jeg en billig 15 volts 'bag-in-box' vin til et grill arrangement. 

Men sådan er hele Sydafrikas vin vel ikke? (kom gerne med din mening eller anbefaling til en flaske)

I sidste vinsmagning kom Sydafrika så med på atlaset med en kraftig Chenin blanc. Og den gjorde det godt. Indrømmet går jeg sjældent efter den slags – og vores gæt, på trods af chenins blancs tydelige karakter, faldt da også i øst og vest. Her er programmet, noterne og pointene!

Aftenens vine fra Sydafrika og Spaninen
Da Thafford Chenin Blanc 2009
Bouquet: Marcipan, finsk lakrids, og klar note af honning! Smagen er olieret med et godt tannin bid. At vinen har en høj alkohol procent skammer den sig ikke over – og det fornemmes også i duften.
Der blev gættet gammel verden, Chardonnay og Pinot gris inden vi kom på rette spor i Sydafrika. Chenins note af honning er et klart give-away i denne flaske. Lær den at kende - det gjorde vi.
180 dkk, Indkøbt fra Sydafrikavin. 90P 

Mauro 2009
Fed bouquet af brombær, jordbær, cedertræ, tobak, nåletræ, harpiks, urter. Et godt taninbid men ikke fra fad. Tilbud Theis 200dkk. Et godt glas – måske en kende anonym. fra Erik Sørensen 88/89P

Ramirez de Ganuza 2003
På side 758 i bogen ”1001 vine du skal smage før du dør” finder man netop denne vin i denne årgang. Her er vores indtryk.
Bouquet: støvet duft, jordbær, smørolie, fedt, kælder, garvesyre. I munden lidt som kold the med lang eftersmag. Meget spænende vin, holder strukturen, og slet produceret til det moderne vinmarked. Og det tjener den til ære. Vin med stor personlighed. Indkøbt Theis vine. 92P

Sunday, February 26, 2012

En amerikaner på bordet


Hvis man ikke vil have slinger i valsen med vinen - så går man som regel ikke galt i byen med amerikansk rødvin i mellemprisklassen. De er ofte lige til at hælde i gabet som var de produceret i tønder med fløjl på indersiden. 
Hovedpræmien i denne weekenden var en vin fra Washington State, fundet i Gunnar Madsens vinhandel til en 130kroner flasken. Det amerikanske udtryk fornægtede sig ikke, og vinen havde hele lækkerhedspakken, læderindtræk og sødme.

Chateau Ste-Michelle Syrah 2007, Columbia valley

Bouqueten er blød og tiltagende, solbær, cremet, mokka-chokolade, tobak.
Der er ikke noget støre give-away på syrah, og fik man denne blindt ville jeg nok havde tænkt en moderne cabernet og merlot mix. Men kort sagt, fint køb, 91-92P.

Friday, February 10, 2012

Biodynamisk chardonnay - Saint Véran


Pastis! råbte Laurent, efter bare et lille snif i glasset.  I vinglasset osede stjerneanis og lakrids op ad en uklar korngul druemost fra en ny flaske vi netop havde brudt lak-forseglingen på. 

Saint Véran er lavet på 100% Chardonnay, og er for de fleste en forfriskende ny oplevelse af denne drue. Vi befinder os i det biodynamiske univers, hvor svovl kun er et grundstof som eksisterer i jordens indre og i vulkaner, og hvor vin ligner et ufiltreret væske man har netop har presset ud af druerne. Det er uprætentiøst og herligt. 

herlig uklar vin i glasset  
Personligt synes jeg at denne type vine er sindssyg spænende. Ofte med en meget kort afstand til selve frugten i flasken. Her et de sporadiske indtryk jeg havde i hovedet mens jeg nød flasken i godt selskab.

Bouquet: Stjerneanis, mirabeller, lakrids og druemost. Rosforth & Rosforth, 170dkk/fl. 90P


Klik her for en second opinion. 

Sunday, February 5, 2012

Portugal på toppen

Lyset i Rundetårn i fyraftenstimerne
Hvis man trodsede februars bidende kulde i torsdags (d 2 feb), og slæbte sig godt 36 meter op, så blev man en del af en vellykket vinsmagning på toppen af Runde tårn i KBH. Her holdt det dansk-portugisiske par, Lars og Isabel Tofte, gratis vinsmagning med en række mere eller mindre ukendte portugisiske producenter. Og netop det element er jo så centralt i en skattejagt. Jagten på et fund kunne starte her. Det fulde program med deltagende producenter kan ses her.

Programmet var i min optik vellykket, særligt fordi en række af de deltagende producenter kom med det tunge skyts. Når man ved hvor gode bordvine fra Portugal kan være, så har jeg desværre oplevet et par Portugisiske vinsmagninger på D'angleterre hvor hvor publikum er blevet lidt undervuderet. Men her var der flere gode producenter samlet på få kvadratmeter. Her er lige to nedslagspunkter, som jeg særligt nød.

Herdade de Mingorra - gode topvine
Herdade de Mingorra. En ukendt producent fra det varme Alentejo, men som producere to fremragende topvine, en af dem Vinha da ira (se tidligere post) den anden, Uvas castas, som laves noget utraditionelt på et mix af druer fra både Duoro og Alentejo. Hertil kommer 2 dessertvine, bl.a. en late harvest på semilion som blev plantet for 5 år siden. Skøn var den. Deres entry-vine er noget for-glemmelige, men man skuffes ikke toppen.

Quinta da Cuveta. Hvis man skal udtrykke Portugals største gastonomiske stolthed med få ord, er det 'Touriga nacional', deres endemiske rødvinsdrue. Personligt har jeg altid holdt mest af Touriga i field-blends, men de nye vinde over Portugals vinverden er, at deres druer skal markedsføres som single variatals. Quinta da Cuveta Grande Escolha er et produkt af den filosofi og produceres derfor på 100% på Touriga nacional. Den smager ganske enkelt som et skønt glas Bordeaux (måske designet til formålet - men det går også endda).
Sofia og programmet

Monday, January 16, 2012

Frankrig - the journey ends

Fransk hvid når det er bedst
Når man som vinentusiast kan vælge mellem vine fra hele verden, glemmer man engang imellem hvor fantastisk mangeartet vinlandet Frankring egentligt er! Et nærmere kik på atlaset afslører for enhver, at her findes (stort set) alle de bedste vin-typer. Og der skulle faktisk en lille privat smagning i gode venners lag til at få denne pointe på bordet. Konceptet var som altid - medbring en flaske og del oplevelserne med vennerne - og aftenens vine var alle franske. Sættet var Montrachet, og to røde fra det sydlige Rhone.

Puligny-Montrachet, Michel Coutoux 2007
Bouquet: smoky, ananas, lakrids og parfume. Smagen er olieret, sød (fersken), flot struktur og lang tør eftersmag. Virklig godt glas. indkøbt til 200dkk Theis Vine (tilbud). 91+P. Godt Køb

Domaine Saint Pierre Vacqueyras 2008
Bouquet: fad, brun farin, sveske, cognac, antydning af portvinsnoter, og benzin (svagt)!
Smag: lettere svovlet med en meget blød stuktur, så blød at man fornemmer at strukturen er holdt lidt oppe af alkoholen. Pebret eftersmag.
indkøbt til 119dkk. 87P Neutral.

Verdens dyreste vin-de-table
Verdens dyreste vin de table
Sættet blev afsluttet med en finurlig vin, som her skal anbefales. Kort sagt, kan man kalde denne Rhone vin for verdens dyreste vin de table. Ingen nedskrevne regeler er tilsyneladende fulgt her for at fremstille denne navnkyndige Les Roulieres. Ja vi kender end ikke årgangen, og idet hele taget er vinen svær at researche på. Jeg skal her frit citere fra en anden udenlandsk forhandler: Henri Bonneau (red: vinmageren) still decides each vintage which cuveés he will make - Somes one and some up to four. 

Vi har fat i den den charmerende og uprætentiøse vinfremstilling med autentisk smag. Et hurtigt kik ind i Henri's vinkælder efterlader da heller ikke indtrykket af at den moderne vinverden med penge, markedsføring, og målrettet smagstilpasning har holdt sit indtog. Tværtimod. Advarsel stærke billeder her - men skøn vin!

Les Rouliers
Bouquet: rosin, sveske, lavendel, fad. Tanninerne har godt fat i smagsindtrykket.
indkøbt til 275dkk hos Erik Sørensen vin. Prisen er lidt høj, men herlig vin. 90P Godt køb

Monday, January 9, 2012

Bom, barato e bom proveito!

En god portugiser med konkurrencestærk pris
God, billig og velbekomme!
For kort tid siden var der udsalg hos AtomWine på bl.a. portugisiske vine. Nogle endda helt nede på en flaskepris af runde 50kr. Dermed kan forventningerne ikke vokse ind i himmelen. Men heri gemmer der sig faktisk et rigtigt godt køb. Quinta da Chocapalha. Den britiske blogger og vinkritiker, Jamie Goode har også besøgt vingården og du kan læse hans indtryk her her.

Druer: tinta roriz (tempranillo), touriga nacional, castelao, alicante bouschet og syrah. 
Fermentation 10 dage i lagares (stenfade) og 18 md i franske fade. 

Bouquet: mørke bær, lidt anis, og eucalyptus, og marcipan (mandler)
Smag: lidt sødlig på starten, overtages af afstemte tanniner. God struktur, tilpas syrlig og ikke ‘solet’ og ‘overvægtigt’. Konklusion: Godt køb 86

Saturday, January 7, 2012

Danske vinblogs anno 2012

I jagten på den perfekte vin og den gode historie bruger jeg selv en del tid på at browse rundt på danske vinblogs. Det er foranderligt landskab, og mens nogle af de blogs jeg tidligere fulgte er i dvale er andre nye og spændende koncepter er dukket op.

2011 var heller ikke året hvor jeg fik skrivekrampe her på bloggen. Der var simpelthen for meget andet arbejde som skulle passes. Det er derfor blevet tid til et udsyn af de uafhængige danske vinblogs anno 2012. Jeg har valgt at opdatere den række af blogs jeg læser og har skønsmæssigt rangeret dem efter post-frekvens. Jeg gentager gerne at rækkefølgen er kun udtryk for et skøn, lige her og nu - og det er jo heller ingen konkurrence! Er din danske vinblog der ikke, så smid endelig en kommentar nedenfor.


Ugentlige post's:

  • Bobler  - højaktiv blog hvor man kommer helt ned i kridtlaget af de champagne producerende vinstokke.
  • Wine Factory - Med mere 160 videoer samt et godt register over samtlige testede vine, har bloggen slået sig grundigt fast. Den slags kræver meget arbejde, og hatten af for arbejdet. 
  • Snakvin - Siden kræver nok ikke nævneværdig introduktion for de fleste vin nørder.  
  • Vinens Vilde Vesten - Nana Wang om livet og vinen i Californien. En slags 'Sideways epos' på blogform. 
  • Piu Rosso - Dansk vinblog med et godt fokus på italiensk vin. 
  • Vintanker.dk - en vinentuastists tanker og smag af verdens vine. Med 85 post sidste år kan du læse her mindst en gang om ugen.
  • Nebbiolo Junkie. Ny blog af Nikolai Søgaard om vine på Nebbiolo.
  • Druerne. Brian og Kim's vinanmeldelser og jagten på den perfekte bordvin. 
  • Frederik Kreutzer's vin blog. masser af vinnoter og glæde ved god mad. 

Posts (1-3 gange om måneden)

Posts (mindre end 1 om måneden)

også til en jeg ikke helt kan placere:

Vinomemo - For kort tid siden loggede jeg mig på igen efter lang tids fravær - (og ville så gerne  undvære intro-speaken og musikken). Bag vino memo, som er en slags vin(kælder)netværk, ligger der helt sikkert et imponerende stykke kodearbejde bag. Men jeg fornemmer at sitet ligger meget stille, at konceptet evt ikke holdt. Det er muligt jeg er på afveje her, så smid en kommentar hvis sitet er aktivt og florer.

Monday, January 2, 2012

Lissabon rapporten 4: Alentejos ældste vinstokke

Vinen er lavet af regionens ældste stokke
Dagen før jeg endnu engang må vende snuden hjem mod DK, nåede jeg prøve en af Portugals absolutte gode vine. Vinha da Ira er produceret fra en lille mark i Alentejo med vinstokke som er klassificeret som værende de ældste i hele regionen. Vinha da Ira kan oversættes direkte til 'Vredens druer', men ønologen Henrique Uva ønsker ingen anden analogi til Steinbeck's roman, end at den vandt nobelprisen i litteratur. De alderende vinstokke står på en enkelt parcel; Tahlao 25 (no. 25) og druerne udgør det typiske Alentejo blend: aragonez, touriga nacional, alfrocehiro, alicante bouschet.

Vinha da Ira 2004
Bouquet: Solbær, læder, tobaksblade, brun farin, og lidt stenfrugt og jern.
Smag: allerførste note er kakao, hvorefter syren begynder at tage fat, og eftersmagen hænger vægtløst. Strukturen er intakt og flot. Vinen er moden og muskuløs som bare fanden. Det er helt sikkert en af de bedste portugisiske bordvine jeg har haft glæden af i et glas, og bestemt værd at gå efter. ca 35-40€/fl, 94P


Godt nytår fra Portugal